“Skeletter med kasketter” var det andet af de store børnespil fra Savannah. Der var store forventninger til det efter meget gode anmeldelser af debuten “Spøgelse Med Forkølelse”. Denne gang handlede historien om Onkel Bellinis hjemkomst fra en stor troldmandskongres, hvor der blev udlovet en præmie til den der kunne trylle det mærkeligste dyr frem. Og så snart Dennis mor er ude af døren, giver den onde troldmand sig til at lave trylle eksperimenter med hele haven, og alle dens dyr. Med sig har han to levende skeletter (med kasketter), der samler dyr ind, som troldmanden kan forvandle til de underligste skabninger. Et af ofrene bliver den musepige som Don er forelsket i – og Herman bliver også indfanget og tryllet om til en Frankenhund. Dennis må tage affære, selvom han har det ene ben i gips. Heldigvis får han hjælp af Fluen Sue og Don Mus.
Manuskriptmæssigt var det mere ambitiøst en forgængeren. Historien var mere forgrenet, og der var gjort meget ud af at lade haven optræde i forskellige modes, alt efter hvilken vej man valgte gennem spillet. De ting man skulle finde optrådte nye steder fra gang til gang, perspektiverne var forskellige og både sangene og replikkerne var veloplagte. Men programmeringen blev for udfordrende for vores programmør. Han havde simpelthen fået lovet os meget mere end han kunne holde. Så midtvejs smed han håndklædet i ringen og vi stod med en truende deadline tæt på. Dem der overtog jobbet vidste godt vi var pressede og programmeringen blev gjort færdig til dobbelt pris og halv kvalitet.
Vi prøvede ihærdigt at få lov at holde spillet tilbage til det var helt i orden, men der var ikke noget at gøre. En kontrakt var en kontrakt – og det skulle ud til tiden. Så spillet blev indholdsmæssigt flottere end sin forgænger, men programmeringsmæssigt var det noget rod. Det lykkedes os faktisk at få justeret programmeringen, ved andet oplag. Og dermed også før det blev oversat og sendt ud på andre markeder end det danske. Så der nåede at være mange der fik rigtigt meget glæde af det spil. Men det første oplag var en skuffelse, og der nåede at gå et lille år inden alle skår var klinket, og folk fik øje på historien, musikken og det gode grafiske arbejde.