“Bellinis Bikini” var det tredje af de store Savannah spil. Dennegang udspillede historien sig i Salpafnien hvor familien er taget på ferie. Onkel Bellini har dog en skjult dagsorden; han er taget afsted for at lede efter en trylleformular, der kan gøre ham til verdens største troldmand. Det eneste han skal bruge er lilla stof – og det eneste der er ved hånden er mors bikini, som der kæmpes ihærdigt om, som spillet skrider frem. Det bliver ikke lettere af at hele Slapafnien viser sig at være en Zombie ø. Vi møder her den døve varulv (“Hvaulven”), edderkoppen med araknofobi, restauranten hvor ingredienserne primært består af hunde (man kan bestille
Fidocinni og hotdogs) og endeligt hotellet der bestyres af en vampyr. Som sædvanligt opdager de voksne ingenting, men Dennis og dyrene får en dramatisk ferie.
Spillet havde nogle af seriens sødeste sange – og nogle ret gode småspil undervejs. Dramaturgisk var det bygget lineært op i starten med et skift mellem historie og småspil, hvorefter det midtvejs præsenterede sig som en mere åben struktur.
Spillet blev bedre modtaget end forgængeren, primært fordi at det var programmeret langt bedre end forgængeren, men der var en del reaktioner på spillets tone og ulækre splatterhumor og internationalt blev der reageret på forsiden der viste Onkel Bellini, kun iført mors lilla tanga bikini og skrækslagne børn og dyr.
Ligesom forgængerne blev det versioneret til et utal af sprog.
