Hjemløse marchen

Nu er "Hjemløs" kommet på gaden. En stor historisk roman der har været mange år undervejs.

Da jeg læste historie på RUC for mange år siden stod jeg på hovedet i arkiver og gamle mikrofilm. Her læste jeg gamle aviser og fandt glemte kilder.
En af tingene var en stor historisk begivenhed fra 20erne der betød en masse i sin samtid, men som er fuldstændig usynlig i den danske historieskrivning.
Sikke et kick at finde dét. Vi fik en god karakter for opgaven - og så var det videre på studiet.
Men jeg glemte aldrig begivenheden. Der var så mange ting i den der triggede forfatteren i mig.
Jeg startede flere gange på en roman om en ung hjemløs fyr, der hvirvles ind i de historiske begivenheder. Men selvom der næsten kom en hel roman ud af det i to omgange, kunne jeg ikke blive tilfreds med resultatet.
Det blev til over tusind sider der bare lå i skrivebordsskuffen, mens alt muligt andet blev skrevet færdigt.
Den blev ved med at spøge, og jeg skrev det samme stof i et utal af versioner. Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med det til sidst.
Her ville historien være endt, hvis ikke Anne Mette havde lokket mig til at åbne eget forlag. Vi udgav "Dyrk ikke natten", noveller der ligesom romanen var skrevet gennem mange år ved siden af alt det andet,
og vi talte om at genudgive ældre produktioner, som "Blackout" og "Mørkets splintrede øje".
Nu kom trangen til én gang for alle at få forløst romanen. Endnu en gang - og med mit nuværende sprog - lod jeg min hjemløse person gå fra Kjellerup til København, mens historien
rullede hurtigt omkring ham. Og nu er den her altså. Historien om de hjemløses glemte march fra 1928.